Brande forvandles til en levende kunstscene, når internationale street art-kunstnere indtager byen den 26. – 28. juni 2026.
I 2026 fejrer vi 10 års jubilæum – og det markerer vi med en udvidet festival med endnu mere kunst, musik og liv i gaderne.
Oplev kunsten blive skabt live foran dine øjne, når nogle af verdens dygtigste street art-kunstnere arbejder direkte i byrummet. Fra imponerende 3D-værker på jorden til kreative installationer og visuelle overraskelser rundt i byen.
Du kan komme helt tæt på processen, mærke stemningen og følge værkerne fra første penselstrøg til færdigt resultat.
Festivalen breder sig i hele byen og byder på:
– Kunst i verdensklasse
– Live kunst og visuelle oplevelser
– Musik og liv i gaderne
– Aktiviteter for børn og voksne
– Mad, oplevelser og fællesskab
Gå på opdagelse i Brande og oplev en festival, hvor kunsten ikke kun hænger på væggene – men lever i hele midtbyen.
Og det bedste af det hele- Det er gratis.

Der er en grund til, at folk fra hele Danmark hvert år lægger vejen forbi for at opleve Brandes internationale Street Art-festival. For kunstnerne tryller med penslerne og betager store som små, fordi kunsten udføres i øjenhøjde med publikum.
I år er det 9. gang festivalen afvikles, og festivalen er kommet for at blive. Det er en unik oplevelse, og man bliver blæst bagover af, hvordan en 3D-tegning kan “rejse” sig fra asfalten, når den ses igennem fx en telefonlinse.
3D-Verdenseliten
Kunstnerne kommer fra alle kroge af kloden og er nogle af verdens bedste på deres felt, og de brænder for deres arbejde. Flere af dem har professionelle erhverv ved siden af deres kunstneriske virke.
En stor kunstglad familie
Kunstnerne er begejstrede for at gæste Brande. De er som én stor familie, der er passionerede om kunsten, og gensynsglæden er stor hver gang, de mødes.


Årets Street Art-festival blev skudt godt og grundigt i gang med dette imponerende MEGA-værk i Ågade.
Du ser det fra et 3 m. højt trappetårn, der er bygget til lejligligheden. Glæd dig til en storslået oplevelse.
Værket er malet af tre mexicanske Street Art-kunstnere i uge op til festivalen, og det har referencer til Brandes 850 års historie.
Det skal ses – så kig forbi Brande til en unik og gratis oplevelse.
Børn og unge får igen i år lov til at slå sig løs til deres helt egen Børne Street Art-festival
Det er et fantastisk skue, når de vildt kreative og dygtige børn kaster sig over gadekunsten..
De små kunstnere in spe får udleveret kridt og farver og får kyndig vejledning af et par søde kreative voksne kvinder i at male på Brandes Torv.
Det er et fantastisk skue at se børnene kaste sig over opgaven med begejstring. De er vilde med det – og dygtige til det. Alle kan være med, og du kan glæde dig til at se dem blive helt opslugte af at male.

Diplom for indsatsen
Børnene maler i én time, og de slutter af med at få et fint diplom og med at blive fotograferet ved deres værker.
Der er rift om pladserne, så husk at tilmelde dit barn i Lions informationsbod på torvet. Det koster den beskedne sum af kr. 25,00 pr. barn, pr. time.












